Nyhedsbrev fra DcH-Aabenraa
Her kommer en vigtig orientering om træningsgebyret, kommende ændringer i bestyrelsen og om hyggelig events i vores forening og et farvel.
Justering af træningsgebyret
De seneste år er det blevet dyrere at drive DcH-Aabenraa. Priserne på udstyr og vedligeholdelse er steget, og fordi vi er blevet færre frivillige, har det været nødvendigt at købe hjælp til flere opgaver.😐
Bestyrelsen har derfor besluttet, at træningsgebyret stiger med 25 kr. pr. hold. Vi har valgt en mindre justering nu i håbet om at kunne undgå en større stigning fremover.🙅
Frivilligt arbejde har stor betydning for klubbens økonomi. Jo flere opgaver vi kan løfte i fællesskab, desto bedre kan vi holde udgifterne – og dermed prisen for at være medlem – nede. Vi håber derfor, at flere har lyst til at give en hånd med. Alle bidrag er værdifulde, uanset om man kan hjælpe lidt eller meget.😬
Vi håber på jeres forståelse for beslutningen. Har I spørgsmål, er I meget velkomne til at skrive til mig på Formand@dch-aabenraa.dk.
Nye kræfter søges til bestyrelsen💪
Ved den kommende generalforsamling 2027 har flere medlemmer af bestyrelsen meddelt, at de ikke genopstiller:
- Vores kasserer, Erling, som har stået for klubbens regnskab.
- Bestyrelsesmedlem Kirsten, som har været en uvurderlig praktisk hjælp.
- Suppleant Inger, som har sørget for mad og god forplejning gennem hele 2026.
Vi skylder dem alle en stor tak for deres engagement og den indsats, de har ydet for klubben.
Ved generalforsamlingen i 2028 har jeg selv valgt ikke at genopstille som formand. Jeg vil bruge 2027 på at afslutte igangværende projekter og udarbejde en god overdragelse, så den kommende formand får de bedst mulige forudsætninger for at tage over.
Er du nysgerrig på en af posterne, er du meget velkommen til at kontakte mig på mail. Jeg sender gerne en oversigt over de opgaver, der følger med de forskellige poster. Det er en god mulighed for at få indflydelse, lære foreningen endnu bedre at kende og være med til at forme DcH-Aabenraas fremtid.
Kom med til en hyggelig Kreadag😉
Søndag den 15. november kl. 10.00–14.00 holder vi Kreadag. Her bliver der mulighed for at prøve kræfter med mange forskellige kreative aktiviteter og nyde nogle hyggelige timer sammen.
Man behøver ikke at være medlem for at deltage, så tag meget gerne familie, venner eller bekendte med.
Læs mere og tilmeld jer her: Kreadag i DcH-Aabenraa
Juleafslutning for alle🎅🌲
Tirsdag den 24. november kl. 17.30 inviterer vi alle til en hyggelig juleafslutning i DcH-Aabenraa.
Vi begynder med sjove aktiviteter på træningspladsen, og bagefter runder vi aftenen af med gløgg og æbleskiver i hyggeligt selskab.
Vi håber, at rigtig mange har lyst til at være med og afslutte året sammen med os.
Læs mere og tilmeld jer her: Juleafslutning i DcH-Aabenraa
Nytårsevent på vej💥
Der arbejdes også på at arrangere et nytårsevent, hvor vi sammen kan sørge for, at vores hunde bliver godt aktiveret og dejligt trætte inden nytårsaften.
For mange hunde kan nytårsaften være årets sværeste dag på grund af fyrværkeriet. En god omgang motion og aktivering kan være med til at give dem mere ro, når aftenen begynder.
Vi deler flere oplysninger, så snart programmet er klar.
Vi glæder os til at se jer – og takker for al den opbakning, hjælpsomhed og gode energi, som I bidrager med i klubben.
En stor tak til Jytte💓
Sidst, men bestemt ikke mindst, har instruktøren på vores lillehundehold, Jytte, valgt at gå på et velfortjent DcH-pension.
Jyttes engagement rækker langt ud over lillehundeholdet. Hun har været en del af DcH-Aabenraa i mere end 40 år, været instruktør for mange forskellige hold og i en periode også siddet i bestyrelsen.
Mange kender især Jytte som den engagerede drivkraft bag den årlige Fedtmule Cup for børn, som afholdes på Kristi himmelfartsdag. Hun har altid bakket op om aktiviteterne på pladsen og bidraget med sin store viden, sit gode humør og sit varme engagement.
Vi kommer til at savne Jytte rigtig meget, men vi håber naturligvis stadig at se hende på pladsen – måske sammen med sit barnebarn til Fedtmule Cup.
Kære Jytte: Tusind tak for dig og for alt det, du gennem mere end 40 år har gjort for DcH-Aabenraa. Vi ønsker dig alt det bedste fremover!
Glædelig jul og godt nytår☃
Hvis jeg ikke ser jer på træningspladsen inden jul, vil jeg allerede nu ønske jer og jeres familier en rigtig glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår.
Dette nyhedsbrev er sendt til alle medlemmer – også til jer, der normalt har fravalgt nyhedsbreve. Det skyldes, at brevet indeholder en række vigtige oplysninger om blandt andet træningsgebyret og klubbens fremtid, som vi gerne vil sikre os, at alle modtager.
Tak for jeres forståelse, opbakning og engagement i DcH-Aabenraa.